Som en erfaren veteran er det din opgave at træne kongens datter. Men hun skal ikke lære bordskik eller Les Lanciers. Prinsessen skal i lære som ridder og træner du hende godt nok kan det være hun kan beskytte kongeriget. Fra 13 år.
Du kan vælge imellem 4 forskellige prinsesser, hver med unikke angreb, historie og personlighed. Spillet veksler mellem træning og missioner hvor du skal lede prinsessen i kamp. Prinsessen udvikler sig undervejs og bliver gradvis bedre. Undervejs på missionerne kan man desuden skælde ud eller rose hende, så hun kan opnå yderligere bonus i kamp. Mellem missionerne kan man styre landets tropper rundt på et oversigtskort, så man får fornemmelse af et større sammenhænge.
Princess guide er grundlæggende et rollespil med meget simple taktiske elementer. En prinsesses historie kan gennemføres på mindre end 10 timer, men da der er 4 prinsesser er der godt med indhold. Missionerne der byder på spillets action bliver nemt ensformige og kampsystemet er overfladisk, selvom man kan hyre og sende soldater med prinsessen i kamp. Heldigvis er missionerne korte. Den enkelte prinsesses baggrundshistorie er ikke voldsomt involverende og spillet gør aldrig rigtig effektiv brug af den ellers interesserende præmis. Grafikken, der er anime-inspireret, er farverig og velfungerende. På engelsk. PEGI 12.
At træne og lede en prinsesse i kamp skiller sig ud fra de sædvanlige japanske rollespil. Det kan på nogle punkter sammenlignes med spil som Omega Quintet.