Spil / computerspil

The smurfs 2


Beskrivelse


Platformspil. Smølfine er blevet kidnappet og hvem anden end Gargamel kan stå bag? Denne gang har han hjælp fra de beskidte smølfe-lignende "Naughties". Men med en fælles indsats starter smølferne en redningsaktion, der leder dem igennem 30 sidescrollende platformsbaner.

Emneord


Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. aug. 2013

af

af

Henrik Schou

d. 6. aug. 2013

Wii, Wii U. Der er en ny smølfefilm i biografen og det er jo rigtig smølf for smølfefamilierne. Ligeledes er der udkommet et nyt smølfespil. The Smurfs 2 er et traditionelt sidescrollende platformspil, der henvender sig til de yngste gamere. Spillet er for drenge og piger fra ca. 6 år og op. PEGI 7. På dansk.

Den onde Gargamel har, ved hjælp af nogle smølfelignende væsner, kaldet "Naughties", kidnappet Smølfine. En redningsaktion er derfor på sin plads. Det er der kommet et sidescrollende platformspil ud af. Spilleren skal lede en smølf (der er rigtig mange at vælge imellem, hver med en unik færdighed) igennem 6 verdener, hver med 5 baner - totalt 30 baner og 6 bosskampe. Undervejs skal spilleren samle frugt, finde bonusmønter og hoppe på fjender. Spillet kan gennemføres på få timer. Grafikken på Wii U er overraskende nydelig, mens den gamle Wii byder på mere middelmådig grafik. Flere spillere kan spille sammen om at gennemføre banerne, hvilket giver ekstra levetid og sjov med spiller. Wii U Gamepadden kan desuden styre en speciel karakter.

Spillet "låner" meget fra det populære "New Super Mario Bros. U" (som ikke tilbydes bibliotekerne), men henter også inspiration fra andre klassiske Nintendo spilserier, fx Donkey Kong country returns (som ikke tilbydes bibliotekerne), dog uden at klare det helt så godt, som de store og populære Nintendo spil.

The Smurfs 2 er et hurtigt gennemført og lige så hurtigt glemt børnespil, der primært lever højt på at være beslægtet med en film og med de stadig populære smølfer. Stor eller skelsættende spilkunst er det ikke, men det kan sagtens underholde en aften eller to.


Bibliotekernes vurdering

d. 7. aug. 2013

af

af

Peter Martin Jørgensen

d. 7. aug. 2013

Xbox 360, PS3. Klassisk platformspil for de fleste spillere med hang til de små blå smølfer. Sproget er en blanding af engelsk og dansk. PEGI: 7. Fra 7 år. På Xbox 360-versionen er spillet fejlagtig beskrevet som et WiiU-spil.

Smølfine er blevet kidnappet af den fæle Gargamel og hans undersåtter. De andre smølfer sætter af sted ud i verden, for at redde hende, og kommer til en række forskellige og fjendtlige scenerier, fra skove til Paris. Hver verden består af fem baner der sværmer med ondsindede væsener og en boss der skal bekæmpes. Yderligere skal der samles smølfebær og guldmønter der låser op for nye smølfer og deres specielle kræfter. Fx kan Gammelsmølf kaste kolber der fastfryser fjender. Banerne bygger løst på filmen af samme navn. Spillet er let at komme i gang med, men sværhedskurven stiger brat allerede i de første baner. Grafisk er spillet meget tro mod filmen. Lydsiden er sød som man kunne forvente. Desværre opstår der lidt forvirring når man vælger dansk, da det afstedkommer en blanding af dansk tekst og tale blandet med engelsk tale. Dette gør spillet besværligt for de mindste spillere. Der er enkelte spil- og grafikfejl.

Der findes et par andre smølfespil som fx The smurfs.

The smurfs 2 er klassisk platform for fans af smølfefænomenet. Desværre virker spillet ikke helt færdigt, men vil givetvis afstedkomme både gode udlån og timers morskab.


Bibliotekernes vurdering

d. 6. aug. 2013

af

af

Lone Rahbek Christensen

d. 6. aug. 2013

Nintendo DS. Minispil. The Smurfs 2 kan spilles af børn ned til 4 år, hvis de hjælpes i gang af en voksen. Minispillene er meget enkle og er velegnede til yngre børn, men bliver hurtigt ensformige for børn over 8 år. Sproget er bl.a. dansk - i både manual og tekst i spillet. Pegi på 3 er passende.

The Smurfs 2 er en interaktiv billedbog, med adgang til 9 minispil undervejs. Smølfine har fødselsdag, men bliver kidnappet af troldmanden Gargamel, som vil have hendes trylleformular. Smølferne tager derfor af sted for at befri hende. Minispillene er meget simple og er hurtigt gennemspillede. De er alle varianter af kendte spil, fx memory, bilspil, find 2 ens og malebog. Der er også en samlet indgang til de 9 minispil, uden at man behøver læse historien. I minispillet "Find Smølfen" kan man samle 17 figurer i alt i sin Smølfesamling, som man kan se på, når man vil. NDS'en holdes lodret, så den i billedbogsmodulet virker som en rigtig bog, med tekst på den ene side og klikbar illustration på den anden, hvilket virker rigtig fint. Man kan få historien læst højt på bl.a. fransk eller engelsk, men desværre ikke på dansk. Grafikken er fin, men baggrundslydene er noget ensformige. Man kan gemme 3 spil ad gangen.

Bibliotekerne er tidligere blevet tilbudt The Smurfs, 2011 - også til NDS. Spillene minder meget om hinanden, men denne nye 2'er er heldigvis oversat til dansk (som dog stadig skal læses højt), og der er 9 minispil i stedet for kun 6.

The Smurfs 2 er udmærket underholdning for de yngste Smølfe-fans, men spillet tilføjer ikke noget nyt til genren.