Wii. The smurfs dance party er blot et af de mange smølfe-spil, der følger i kølvandet på den nye 3D smølfe film. Spillet er henvendt til en smølfe-interesseret målgruppe af drenge og piger fra omkring 6-7 år og op til en 11-12 år. PEGI: 3. På dansk.
Spillet har en banal historie, der baseres på klip fra filmen og enkelte animerede mellemsekvenser. Det er alt sammen blot en undskyldning for at få smølferne til at danse til 24 sange, hvoraf cirka halvdelen er rigtige kendte hits, mens de andre er "smølferiserede numre". Gameplay er som man kender det fra den lige p.t. utroligt populære danse-genre. Med en wiimote i hånden skal spilleren efterligne de bevægelser, som vises i bunden af skærmen, alt imens en flok smølfer danser med midt på skærmen. Kontrollen er relativ god til at spore danserens bevægelser og har man mod på det, kan spillet spilles af op til fire spillere på en gang. Men bortset fra det, så er der ikke meget til at garantere en levetid ud over et par timer. Grafikken er helt klart under middel, mens lydsporet er nogenlunde.
Gameplay og grundkoncept er stort set som snydt ud af næsen på den rasende populære "Just dance"-serie, som netop er blevet udvidet med "Just dance 3". Desværre byder Smølferne på meget færre sange end de normale dansespil.
The smurfs dance party er et let overfladisk, men nemt tilgængeligt, dansespil for de mindste. Det er naturligvis udelukkende for fans af smølfernes nyeste film eller de klassiske tegneserier, og de vil derfor sikkert være villige til at se stort på middelmådig grafik og alt for få sange.