Denne film fra 1944, kaldes Disney klassiker nummer 7, men det betyder især, at det er Disneys 7. film i spillefilmslængde. Den vil bl.a. interessere rigtige Disney-fans fra 9-10 år, unge og voksne. Der er ikke dansk tale, men selvfølgelig danske undertekster.
Filmen består af 7 selvstændigt producerede dele, der bindes sammen af, at Anders And åbner en fødselsdagspakke fra hans sydamerikanske venner, og den indeholder filmapparat og en række film. Filmen var en kulturel hilsen til USA's venner i det sydamerikanske med budskab om, at de ikke var glemt. Vi kommer godt rundt i de sydamerikanske lande, men det er alment kendte dogmer der effektivt bruges. Flere af episoderne er ganske morsomme og vellykkede, som fx den om den altid frysende pingvin i Patagonien. Historien om det flyvende æsel og drengen Gauchito er en morsom perle, der stadig virker frisk, sjov og klassisk. Filmen er produceret i Disneys produktionsplan for denne type film af flere segmenter, affødt af mangel på kreativt personale i filmstudierne pga. 2.verdenskrig. Den opnåede to Oscar-nomineringer. Omslag passer til indhold, bonus er to tegnefilm; bl.a. den lille perle "Pueblo Pluto".
Denne er i familie med tegnefilmen i spillefilmslængde, som fremkom lige inden denne, Saludos amigos. Det er den 6. feature film fra Disney studierne, som kom i 1942, og den består af fire filmsegmenter med bl.a. Fedtmule.
Her er et par perler og i øvrigt nogle rimeligt underholdende tegnefilm for Disney fans.