Lukas Graham
Lukas Graham
Emneord
Minder om
Now that's what I call country, volume 4 : 18 chart-topping hits
Beautiful trauma
Pink
Unorthodox jukebox
Bruno Mars
Hurts 2B human
Pink
Megarama : the mixes
Bananarama
Girl from the north country : original London cast recording
Bob Dylan
Trance : original soundtrack
Pure McCartney
Paul McCartney
Night visions
Imagine Dragons
Anmeldelser (4)
Bibliotekernes vurdering
d. 27. sep. 2012
af
af
Thomas Tiedje
d. 27. sep. 2012
Har man savnet Pink, er det fordi den amerikanske sangerinde har brugt tid på at blive mor, men nu er superstjernen tilbage med endnu en række skingre og voluminøse skæringer mellem pop, rock og dance. Måske moderskabet har gjort Pink mildere, for selv har hun gjort et stort nummer ud af, at hun ikke bander så meget mere i sine tekster. Tværtom går der nærmest Mariah Carey i den på albummets obligatoriske sjælere, hvor én af dem har gæsteoptræden fra selveste Eminem. Pink er tilbage i Danmark d. 30. maj 2013, hvor hun optræder i Boxen i Herning.
Gaffa [online]
d. 18. sep. 2012
af
af
Signe Bønsvig Wehding
d. 18. sep. 2012
"Spørgsmålet om, hvor mange variationer, der kan laves af samme sang, dukker uvægerligt op. På det nye album er der 17 styk, så der er selvfølgelig plads til at blande den fandenivoldske attitude, slidte riff og den råbende signatur-vokal med følsomme ballader, country og hiphop-inspirerede afbræk fra det Pink'ske pop-bombardement".
Politiken
d. 20. sep. 2012
af
af
Pernille Jensen
d. 20. sep. 2012
"Det er, som om Pink ikke rigtig kan løsrive sig fra den vrede teenager, hun i starttyverne kanaliserede ud på sine første album med sange om forældreskænderier og dårligt selvværd. I dag er det bare eksmanden, hun langer ud efter. Som på den ellers ganske medrivende førstesingle, ' Blow Me ( One Last Kiss)'. Det overordnede udtryk bliver bare så pokkers skingert - ikke ulig Pink selv, når hun skriger på sine pressebilleder. Men hun har altså også noget, der skal kompenseres for".
Jyllands-posten
d. 1. okt. 2012
af
af
Peter Schollert
d. 1. okt. 2012
"Hun bruger mange kræfter på at råbe og skrige om de dårlige dage og fjolserne, og man kan ikke lade være med at få en vis forståelse for de hankøn, der har fundet popstjernens selskab en anelse anstrengende. Der er åndehuller på albummet, hvor Pink standser op, skruer ned for tempoet og lyder, som om hun ikke er en tikkende bombe hele tiden. Men gode popsange kommer der ikke ud af det".