Shooter/survival horror i VR, som foregår i Walking dead-universet. Du skal overleve zombie-apokalypsen i et oversvømmet New Orleans, hvor både zombier og desperate overlevende vil dræbe dig. For unge og voksne gyserfans.
Walking dead-serien startede som tegneserie i 2003 og blev i 2010 til den populære tv-serie, der i skrivende stund har sæson 11 på vej. Nærværende spil er kun løst baseret på Walking dead-serien og genbruger derfor hverken karakterer eller lokationer. Du spiller den unavngivne hovedperson, der er taget til det oversvømmede (af både vand og zombier) New Orleans, for at forsøge at finde "the reserve" - et stort lager af medicin, mad og våben. New Orleans er et yderst farligt sted at være, både pga. zombierne og fordi mange andre desperat leder efter forsyningerne. Din eftersøgning kræver interaktion med de lokale, hvor enkelte er gode og resten ønsker at slå dig ihjel. Undervejs finder du materialer, som bruges til crafting af udstyr og våben. Spillet kan kun anvendes med VR-udstyr. Sproget er engelsk.
Dette er en fortrinlig shooter, hvor VR-teknikken effektivt sørger for uhygge og in your face (bogstaveligt talt) horror-effekter. Bevægelse og styring er som ved alle VR-spil nogen akavet, men her fungerer det faktisk ganske godt. Grafikken er i topklassen blandt VR-spil. Sværhedsgraden er relativ høj, og spillet er uhyggeligt, blodigt og til tider meget stressende. Målgruppen er unge fra 15 og voksne. PEGI: 18 og ikoner for vold og sprog.
Lignende er Resident evil - biohazard, som også understøtter VR.