Så er Thomas og Tim 2 på banen. Spillet indfrir de høje forventninger, og hovedfigurerne, hunden Fifi, Hønebøne og den skråsikre Frida behøver ingen nærmere præsentation. De fra TV velkendte indlagte tegnefilm er noget grovkornede, men ellers byder cd'en på forbedret grafik i forhold til forgængeren. Mindste pc-krav er efter mit skøn P133 - højt for et børnespil. Men ellers har jeg kun positiv kritik af cd'en, som er betjeningsnem og fint børnepædagogisk tilrettelagt. Flot er også det elegante samspil mellem fantasi og virkelighed, hvor skiftet sker vha. af en tryllestav. Der er to selvstændige adventurespil: Et Indiana Jones inspireret ørkensceneri, hvor T & T skal opspore et forsvundet smykke og jagten på tapperhedsdrikken i "Mulm og mørke". Opbygningen er en række adventure-episoder sammenkædet af tegnefilm og småspil f.eks. bilkørsel og kamp mod ulve. Kører man fast, er der hjælp at hente i vejledningen, men "kun for slapsvanse og folk med bløde muskler". Grafikken er atmosfæremættet og med en herlig humor. Gameplayet har fine udfordringer og et velafbalanceret samspil af adventure og action. For stemmerne står Jesper Klein. Et ualmindeligt godt børneprogram, der som forgængeren vil gå klokkerent ind både hos 6-10 årige og deres forældre. Til præsensbrug og udlån.