Målgruppen er nok generationerne, der var børn eller havde børn i 1970'erne eller -80'erne, og som har hørt Thomas Winding speake og fortælle historier, set hans børneudsendelser i tv og har været suget ind i en rar atmosfære takket være hans legendariske stemme.
Her er 2-3 timers underholdning om og med Thomas Winding. Det drejer sig om tv-programmet "Op på ørerne - vi er kørende", som fylder mest på dvd'en. Her var et fornemt samarbejde med Poul Nesgaard - skælmsk og underfundigt og meget i børnenes øjenhøjde. Men vi får også klip fra andre udsendelser bl.a. "Super Carla", som var Thomas Windings produkt, og som han speakede. Endelig får vi nogle interviews, hvor manden fortæller om sit arbejde og de værdier, der lå til grund for hans optræden. Også Poul Nesgaard og datteren Alberte Winding kommer til orde. Et fint minde om Thomas Winding, der døde i 2008, 71 år gammel.
Tilsvarende ses ikke, men der er også udkommet dvd'er om bl.a. Otto Leisner og Victor Borge.
Hele tv-udsendelser og klip af og om Thomas Winding, der blev indbegrebet af en fortællestemme for en hel generation af tv-kiggende børn og deres forældre i 1970'erne og -80'erne.