Bøger / skønlitteratur til børn / fantasy

Thorgal magnum. Bind 1

Del af Thorgal

Beskrivelse


Troldkvindens hævn: Tegneserie. Om skjalden og krigeren Thorgals usædvanlige oplevelser som edsvoren slave for den legendariske dronning af den frosne Ø og som ufrivillig besøgende i vidunderlandet nær Yggdrasil.
Den frosne ø: Tegneserie. Den dag Thorgal og Aaricia skal giftes, bortføres Aaricia af den mystiske herre med de tre ørne. Thorgal optager forfølgelsen mod nord til den frosne ø, som alle vikinger frygter. Ikke uden grund viser det sig!
De tre gamle mænd fra Aran: Tegneserie. Helten Thorgal er på bryllupsrejse med sin hustru Aaricia, da hun bortføres til en mystisk og dyster borg. For at redde hende bliver Thorgal nødt til at bestå en række prøver i skarp konkurrence med andre unge krigere.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. apr. 2011

af

af

Steffen Kronborg

d. 13. apr. 2011

Thorgal kan læses med lige stor fornøjelse af unge og voksne.

I betragtning af Thorgal-seriens nyklassikerstatus er det godt, at Cobolt forlaget med den nye værkudgave sørger for, at alle seriens bind igen bliver tilgængelige. Hvert bind i den nye Thorgal magnum-serie rummer 3 albums fra den oprindelige udgivelsesrække, præsenteret i kronologisk orden i en slidstærk hardcoverindbinding, men desværre formindsket til bladformat. De to første Thorgal-bind, som hermed udsendes på dansk for tredje gang, er endnu noget usikre i udtryksformen. Først i den tredje historie finder Rosinskis billedside sin blivende form, ligesom van Hamme først her får skudt sig ind på den type medrivende og dramatiske intriger, som fastholder læseren i et jerngreb. Thorgal-serien præsenterer en besynderlig, men stærkt effektiv blanding af fantasy, eventyr og science fiction, som næppe har sin lige inden for seriemediet, men som fungerer uhyre overbevisende sammen med Rosinskis realistiske billedside.

Udgangspunktet for Thorgal-serien ligner på flere måder Harold Fosters tillempede vikingeunivers i Prins Valiant-serien. Men van Hamme og Rosinski gav hurtigt deres serie en helt personlig drejning.

Med Thorgal magnum er det lille magnum-format introduceret i Danmark. Formatreduktionen betegner ikke nogen kunstnerisk landvinding i forhold til originaludgaverne; men det er godt, at en af de store serier hermed igen bliver tilgængelig for læserne i fuldt omfang.