Lækker og inspirerende bog, der guider dig til at strikke dine egne søde og bløde bamser. Kan anvendes af den lidt erfarne strikker.
Efter en kort introduktion til forfatterens passion for strikkede bamser, finder man hovedafsnittet, der rummer opskrifter på 10 forskellige strikkede bamser. Nogle strikkes på strømpepinde, mens andre er i retstrikning, der formes efter strikkearbejdet. Hoveddelen af bogen viser også det tilbehør, der kan strikkes til de forskellige bamser, og der er opskrift på eksempelvis sovepose, superhelteudstyr, trøjer, sokker og meget mere. Bogen sluttes af med et afsnit om "Det elementært nødvendige", der blandt andet indeholder vejledning til at sy bamserne sammen, guide til hvilke materialer, der skal bruges til strikningen samt forkortelser.
En meget fin bog, der inspirer til at være kreativ. Den kræver en lidt øvet strikker, der så til gengæld vil kunne glæde sit barn eller barnebarn med en bamse med fuldt udstyr. Bogens store plus er netop, at der er så meget tilbehør at lave til bamserne. Der er dejlige illustrationer til opskrifterne, der er godt beskrevet.
På de danske biblioteker står en del udenlandske bøger om strikkede bamser, eksempelvis The knitted teddy bear, men så vidt vides, findes der ingen på dansk udelukkende om at strikke sine egne bamser.