En bog om børneopdragelse skrevet på et kristent grundlag, men med så mange overvejelser af almen pædagogisk, etisk og psykologisk art, at målgruppen ikke udelukkende begrænser sig til kristne forældre.
Forfatteren er far til tre børn, uddannet lærer og daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut. Hans kristne ståsted kommer tydeligst frem i afsnittet om oplæring i den kristne tro, mens resten af bogen uden videre kan bruges af alle forældre. Hans syn på opdragerrollen adskiller sig på nogle punkter fra pædagoger som Jesper Juul og Erik Sigsgaard, og han argumenterer godt for sine synspunkter. Bogen er båret af respekt for barnet og en tillid til forældrene. Han beskriver væsentlige aspekter af forholdet mellem forældre og børn med gængse problemstillinger på forskellige alderstrin og velgennemtænkte løsningsforslag.
Bogen adskiller sig fra mængden af bøger om børneopdragelse ved sit kristne udgangspunkt. Bortset fra afsnittet om børn og medier, der er omskrevet, er bogen kun lettere revideret i forhold til anden udgaven, så en udskiftning er ikke absolut nødvendig.
En bog om børneopdragelse skrevet på et kristent grundlag, men med mange almene overvejelser over forældrerollen og velovervejede løsningsforslag til almindelige problemer, som også kan inspirere forældre med et andet livssyn end det kristne.