Jun Feng (f. 1965 i Shanghai) har haft et dramatisk liv, som man af og til har kunnet stifte bekendtskab med i pressen. Han blev under pseudonymet Jimbut en kendt undergrundsdigter i Kina i 80'erne, hvorved han pådrog sig politiets opmærksomhed. Han søgte at skjule sig i et buddhistisk kloster men flygtede til Thailand i 1989, blev fængslet i Laos i 1990, kom ved FN's mellemkomst på fri fod i 1992, hvorefter han blev hjulpet til Danmark, hvor han nu studerer filosofi ved Odense Universitet. Bogen er hans danske debut, det er en selvbiografisk roman med Jimbut som hovedperson. Romanen beretter om ovennævnte dramatiske begivenheder i en krydsklippeteknik, der blander scener fra dagligdagen i universitetsmiljøet med festerne sammen med erindringklip fra fængslerne og flugtforsøgne. Men der er også plads til erindringer om forhold til piger, nu og før, og det kan være ganske kompliceret for Jimbut at få hold på, ligesom det tydeligvis har været svært for ham at omplante sig og starte forfra i Danmark. Bogen har sin primære værdi i (selv om den betegnes som roman) at fungere som en førstehåndsberetning om forholdene i Kina i 80'erne og skildre en ung mands vanskeligheder ved integrationen, mens en del kan forekomme for privat til at fungere som engagerende fiktion. Enkelte digte, fotos og kort.