At ende sine dage som tigerfoder er grusomt. Om det på nogen måde også kan være udtryk for en højere retfærdighed, må man vurdere efter at have stormet igennem den vidt forgrenede thriller om lensgreven og hans zoo på Brochenborg Gods. Effektiv, kvik spænding for thriller-fans.
Den 94-årige lensgreve Broch har udlagt sine fynske jorder til en zoologisk have, men på godset vogter den tyranniske greve på sine og slægtens hemmeligheder, der rækker generationer tilbage. Forsvundne unge piger, vold, fortielser og løgne knytter sig til slægtshistorien, og derudover har den sidste greve en brutal fortid som lejrkommandant i en kz-lejr i Hviderusland. Garnet trækkes sammen,og en række mennesker med hver deres krav på lensgreven samler sig omkring godset.
Der er tale om lettilgængelig, effektiv spænding, som fortælles i mange korte kapitler i klart sprog. Synsvinklen skifter filmisk mellem de mange personer, hvis liv og hævnmotiv er direkte knyttet til den usympatiske greve. Da greven findes dræbt allerede i åbningskapitlet, bygges spændingen op omkring bagudskuende motivudrulning, og den bringer historien vidt omkring til bl.a. jøder i kz-lejre, en nazijæger, grevens uægte homoseksuelle søn, bortførelse og tortur af unge piger, zoos økonomiske problemer mm.
Efter læsning af denne roman vil man også føle sig hjemme hos danske spændingsforfattere som Jens Henrik Jensen, Helle Vincentz og Hans Koppel.