Den portugisiske journalist (årgang 1968) rejste i 1997 tværs over Afrika fra Angola til Mocambique uden nogen egentlig plan og i høj grad på de lokale myndigheders eller krigsherrers nåde. Bogen her er en kalejdoskopisk beretning om rejsen og har nærmest form af en række essays, hvor hans egne indtryk blandes op med lokales beretninger, historiske dokumenter, legender m.m. Langt størstedelen foregår i det krigshærgede Angola, som det stort set er umuligt at bevæge sig rundt i, og hvor han både møder hjælpsomhed, men sandelig også al mulig modstand i form af magtarrogance, chikane, arrestationer og bare helt almindelige tekniske problemer. Mendes formidler glimrende de frustrationer, han løber ind i, så de næsten deles af læseren. Det er en flot skrevet bog, men den kræver et ret godt kendskab til de afrikanske befrielsesbevægelser og den portugisiske kolonipolitik for at få fuldt udbytte, selv om en grundig ordliste bagest hjælper en del. Det er ikke en traditionel rejsebog, men den henvender sig til fx Bruce Chatwins læsere og er også i slægt med - men mindre tilgængelig end - Carsten Jensens rejsebøger.