Lena Anderson kan det der med det søde. Og de fire dyrebørn, der i kæreste babybuttede rundbuestil og varme, bløde farver befolker disse sider, bekræfter hendes talent for at dyrke det søde uden at overdrive. Bogen vil være fin at bruge både som talbog og som allerførste bekendtskab med klokken. Desuden er den en vellykket omend helt almindelig lille fortælling på vers, om de genkendelige børneaktiviteter grisen, elefanten, pindsvinet og ællingen sammen tager del i i løbet af dagen fra onkel Grå (voksen kanin) henter dem til en gåtur kl. 1 til han senere putter dem i seng og sluttelig selv falder udmattet i søvn kl. 12 midnat med fire vågne, vildt hujende dyrebørn omkring sig. Hvert opslag viser et tal og urskiven med den lille viser i rødt pegende på det pågældende tal, og således føres vi pædagogisk gennem de hele timer fra kl. 1 til 12, alt imens der leges, spises kage, hygges osv. Fra 2-3 år.