Der er gået nogle år siden Spionen, der gik sine egne veje. Smiley, den tidligere leder af Circus, den engelske efterretningstjeneste, er pensioneret og tilbringer sin alderdom med studier aftysk barokpoesi, ligesom man husker ham fra Telefon til afdøde og Mord på højt plan. Circus er degenereret, en parlamentarisk kommission har overtaget styret og opløst alle spionnettene. Ud af defredelige studier vækkes Smiley, da en af de tidligere agenter, eksilbalter, myrdes på Hampstead Heath. Efter Lacons ordre følger Smiley sporene over Hamburg, Paris - og ender i Svejts, hvorkonfrontationen med Karla, den russiske spionchef, starter. Kompositionen er indviklet, og alle trådene falder måske ikke helt ind i mønsteret. Le Carrés fortællestil, der langsomt lægger spor påspor sammen til et helhedsmønster, giver da også lidt tomgang. Men, der er uforglemmelige beskrivelser: eksilrussere i Paris, en flygtningelejr i Holsten m.fl. Bogen er vel mest for de trænedelæsere, der har tid til atnyde nuancerne, for spændinger sker her i den langsomme opklaring, efterforskning. Men med disse forbehold synes jeg, at serien er en af de store episke romaner, somfortæller os en mængde om vor egen tid.