En roman om at finde det sted i livet, hvor man hører til og falder til. Romanen er fuld af sansninger, eksistentielle overvejelser og små, skarpe iagttagelser af alle de detaljer, der tilsammen udgør en hverdag og et liv.
Forfatteren er cand.mag. i litteraturvidenskab. Romanen er velskrevet, skarp og nærmest fintmejslet i sproget. Det er en form for sart udviklingshistorie, hvor den primære handling foregår på den indre plan. Fortælleren Beate forsøger at finde sin plads i en larmende verden. Buddhisme spiller en væsentlig rolle i romanen, uden at den har karakter af omvendelseslitteratur. Det handler om åndelig udvikling, selvudvikling og afklaring. På forsiden ses en sart og næsten lidt udvisket kvindeskikkelse i udsnit, hvilket passer fint til romanens stemning og indhold.
Dette er forfatterens anden roman og tredje udgivelse. Debuten Camille fra 2009 var en følsom roman om en kvindes liv og kærlighed i Paris. Denne lægger sig i samme spor med et på en gang kortfattet og poetisk sprog med en blanding af sansninger og konstateringer. I 2011 kom digtsamlingen Hannahs sang med erotiske digte.
Louise Lundberg Claesen fortsætter sit forfatterskab med en fin, lille roman om at udvikle sig i livet og at finde det sted, hvor tingene falder på plads. Sproget er på en gang stille og skarpt og fuld af observationer. En velskrevet roman om det svære liv og den problematiske kærlighed.