Bogen er med sit lette anslag og korte kapitler og artikler med mange fotoillustrationer anvendelig til fornøjelseslæsning, hvor den kan give mange aha-oplevelser omkring familiebordet. Den kan også anvendes til skolebrug til tema- projekt- og periodelæsning, hvor kreative lærere og ditto elever nok kan få noget ud af især det rige billedmateriale, selv om bogen ikke giver en samlet beskrivelse af perioden. Endelig er bogen helt oplagt til de biblioteker, der som mit arbejder systematisk med demens- og afasiramte, fx til erindringskufferter o.l.
Rent guf for nostalgikere. 60'erne er fortsat interessante, kontrastfyldte og spektakulære. Dahl, der er historiker, leverer over 500 fotos af originale genstande med korte forklarende tekster. På den måde fremkaldes lige nøjagtig den glemte erindring gennem de daglige detaljer i form af legetøj, slik, samlebilleder, blade, poesibøger, indretning, ungdomsstil, mad og drikke. Samtidig dokumenteres periodens genstande, design og livsstil kalejdoskopisk for dem, der ikke selv har oplevet den. Dahl beskæftiger sig kun perifert med de politiske og sociale forhold. Bogen er inddelt let kronologisk i 43 korte tematiske kapitler fra "Arven fra 50'erne" til slutkapitlet "Ungdom i oprør".
Klassikeren Dengang i 60'erne har efterhånden 19 år på bagen, og andre bøger om perioden behandler specifikke emner, mens denne omhandler dagliglivets historie.
En levende og især visuelt spændende tidscollage om 60'erne med flere anvendelsesmuligeder.