Henrik Sass Larsen fortæller om et liv med politiske opgør, personlige dæmoner og om den sag, der rystede alt. En fortælling om fald, kamp og forsøg på at genvinde kontrollen over sin egen historie. For læsere af selvbiografier og især interesserede i Henrik Sass Larsen.
Tidligt i livet formes Henrik Sass Larsen af en opvækst præget af brudte familierelationer. I sin ungdom bliver han engageret i politik. Han stiger i graderne i Socialdemokratiet og får magtfulde poster. Men med magten følger belastning. Sass fortæller om perioder med stress, depression og angst. Bogen er også hans personlige svar i en alvorlig sag, hvor han er tiltalt for besiddelse af overgrebsmateriale med børn. Han adresserer anklagerne direkte og forklarer, at det belastende materiale, han er fundet i besiddelse af, blev indsamlet som led i researcharbejdet til netop denne udgivelse. Han afviser enhver ulovlig hensigt og understreger, at han aldrig har forgrebet sig på nogen.
Selvforsvar, selvportræt, usædvanlig og modig bog, der vil splitte læserne. Man sidder tilbage med en følelse af, at bogen forsøger at styre fortællingen og frikende forfatteren. Som menneskeligt dokument er den tankevækkende. Som politisk og juridisk redegørelse er den langt mere problematisk.
Der findes andre selvbiografier om politikere, der også på den ene eller anden måde, tjener som et personligt forsvarsskrift. Fx Mit liv.