Tilde har fået en kikkert. Hun vil bruge den til at se på fugle - hun elsker fugle. Men de er svære at få øje på. For børn på 2-4 år som måske kan hjælpe med at finde fuglene.
Tilde vil se på fugle med sin nye kikkert, men hun kan ikke få øje på nogen i haven. Så hun går i parken. Her ser hun mange andre ting, men hun kan ikke få øje på nogle fugle. Til sidst går hun hjem. Hun går i seng og håber at hun er mere heldig i morgen. Der er fugle som barnet kan finde på alle opslag. På sidste opslag er der en oversigt over de fugle som er med i bogen og en kort tekst til hver. Forfatter og illustrator har tidligere udgivet to andre bøger om Tilde.
En hyggelig lille historie som kan bruges både til almindelig oplæsning og som en findebog i den meget lette ende. Samtidig kan den optimistiske slutning bruges til en snak om at øve sig og om "bedre held næste gang".
Fra 2016 findes Flyv min fugl! som handler om en prinsesse der leder efter sin fugl på hele slottet, efter at hun glemmer at lukke lågen til fugleburet. Den har dog flere detaljer og flere opgaver idet man kan lede efter 10 ting på hvert opslag.