Det ville være uhyre svært at sætte etiket på Paul Auster :"..han skriver i dén genre.." Vi har først stiftet bekendtskab med ham i New York-trilogien, som nok blev kaldt krimi, men også drejede sig om jagten på identitet. Så var der / det sidstes land med det sært livsbekræftende kaos-samfund, og her er vi så i en hel anden boldgade med en mand, der godtnok også har jagtet USA rundt efter tilværelsens rødder, men ellers lader verdens tilfældigheder skylle hen over sig uden nogen egentlig sammenhængsfølelse. Han ender i et absurd strafarbejde-projekt sammen med en lille pokerspiller og lader sig dog til slut opsluge af raseri mod tilværelsens grusomme vilkårlighed efter i mange år at have ladet sig føre hid og did. Og er slutningens uigenkaldelighed et tilfælde? Paul Auster er sublim i sine personskildringer, de lever med al deres absurde galskab og menneskelighed, og denne historie om den uendelige søgen, måske også en søns søgen efter en far - lever længe hos læseren.Denerikke sympatisk og slet ikke livsbekræftende, men det bliver atter slået fast, at Auster er een af de store.