Denne nye Mikro Dingo-bog på kun lix 5 er en dejlig læse-og billedoplevelse for de 7-8-årige i 1. klasse. Bogens tema kan alle børn identificere sig med: at blive så overvældet af noget, man har set i tv, at det ikke kan komme ud af hovedet. Det forfølger én og nærmest beder om at blive bearbejdet. Tim har set en film om en frygtindgydende løve. Da han en mørk aften skal hente mormor ved bussen, falder han undervejs og slår sig og bliver skrækslagen, for idet han rejser sig op, ser han to lysende løveøjne. Angsten for løven, og hvad den kan finde på, stiger. Han er handlingslammet, men da mormor kommer og ser på hans blødende knæ, opdager Tim, at løveøjnene blot er katteøjne fra en cykel. Teksten står i det lyseblå "himmelfelt" og er læsepædagogisk bearbejdet med forholdsvis lette ord, 1-5 ord pr linje, ordnet i korte hovedsætninger på 2-8 ord og afsnit på 1 til allerhøjst 4 linjer. Med mormor i hånden er der trygt og ingen fare. Tims enorme lettelse afspejler sig i de lyse optimistiske pletter i det ellers gennem hele bogen så mørke felt mellem fortov og himlen. Feltet er egentlig grøft, mark eller træer med blade, men det ligner også fisk i et foranderligt hav. Himlens lyse farver fylder det meste af den sidste dobbeltside og signalerer dermed ro, glæde og genetableret orden. Velegnet til såvel fritidslæsning som læsetræning i skolen.