En flot præsentation af grafikeren Palle Nielsen, der med sine fascinerende billeder af mennesker i byens rum har et publikum der rækker ud over en snæver kreds af kunstinteresserede.
Tegneren og grafikeren Palle Nielsen, der døde i år 2000, skabte med sine billedserier et fascinerende billedunivers af mennesker der bevæger sig mellem monumentale bygningsværker. I sin præsentation går billedkunstneren Jytte Rex kronologisk frem. Hun har som mål at vise så mange af Palle Nielsens billeder som muligt. De indskudte korte tekster, der til dels er kunstnerens egne, er med til at fremhæve de temaer og mytologier han har anvendt i sin omfattende og originale produktion. Teksterne er parallelt på dansk og engelsk. Billederne er i fine gengivelser der kommer flot til sin ret i det fornemme udstyr og det store format.
Jørgen Gammelgaards Palle Nielsen, 2006 har samme format og udstyr, men lægger mere vægt på tekst og analyser på bekostning af antallet af viste billeder. Jytte Rex står også bag filmen Palle Nielsen - mig skal intet fattes, 2002 der også findes på videokassette.
Palle Nielsen er en betydelig og populær dansk tegner og grafiker. I den smukke kunstbog præsenteres han af billedkunstneren Jytte Rex, med en lang række fine gengivelser af hans grafiske værker.