En stemningsfuld forside signalerer hygge og feriestemning, og den vil tiltrække mange modne, kvindelige læsere. At der står "Årets bedste bog" på forsiden, kan virke modsat hensigten, for det vil den kun være for få. Romanen læner sig op af chick lit-genren, og den skal formidles som en letlæst og humoristisk roman om venskab og parforhold. Da den handler om en pilgrimstur vil andre, der drømmer om at gennemføre noget lignende af ikke-religiøse grunde, også synes om romanen.
Det er den tyske forfatters debutroman. Den er allerede filmatiseret, og der er også kommet en fortsættelse. Fem kvinder med en aldersspredning fra trediverne til tresserne møder hinanden på et franskkursus. Da kurset slutter, fortsætter de med at mødes den første tirsdag i måneden på en fransk restaurant i Køln. Det har de nu gjort i 15 år. De har også taget på årlige weekendture, og da en af fruernes mand dør, inden han fik gennemført sin påbegyndte pilgrimstur til Lourdes, beslutter de at gå strækningen sammen. Undervejs på den strabadserende tur kommer der hemmeligheder frem, og alle bliver klogere på sig selv og hinanden. Personerne tegnes rimeligt godt i et flydende sprog med en fin humor.
I Læsekredsen mødes kvinder om bøger, i Walker & Datter om strikning og De nye koners klub taler for sig selv. Lige som her drejer det sig om veninder og parforhold fortalt med humor.
Let, humoristisk og underholdende roman, som vil tiltale mange kvindelige læsere. Den efterspørges allerede.