Xbox 360. Multiplayer-FPS. Shooter-genren har bred appeal - og særligt nærværende spil, der har været omtalt længe inden udgivelsen, som en mulig fornyer af genren. Spillets sværhedsgrad afhænger af dine med- og modspilleres evner, men er typisk højere end ved singleplayerspil. Børn fra 12 år kan godt følge med ift. sværhedsgraden, men der er dog passager med grafisk vold, som ikke er egnet for børn under 15 år. Sproget er engelsk, men team speak mellem spillerne kan være alle mulige sprog. PEGI: 16 og ikoner for vold og grimt sprog.
I Titanfall spiller man dels soldat, dels pilot i en "titan" (vandrende tank). Alle spillere starter banerne som soldat, og når man så har dræbt tilpas mange fjender, kan man tilkalde sin "mech", der dernæst kommer dumpende ned fra himlen. Spilmekanikken er traditionel multiplayerkrig kendt fra bl.a. Call of duty-serien. Soldaterne har dog jetpacks på ryggen, så man kan hoppe højt og løbe på vægge. Der er desuden alskens våbenmæssig isenkram, så man også som fodtusse kan nedkæmpe de store titans. Det er som nævnt udelukkende multiplayer - også den historiedrevne kampagne, som udspiller sig på samme multiplayerbaner. Skal man pege på et par svagheder, er det netop manglen på en egentlig solo-kampagne, samt at grafikken ikke helt er på højde med de flotteste Xbox 360-spil. Bemærk at Gold-abonnement er et krav.
De lignende Call of duty- og Battlefield-serier appellerer til samme store målgruppe.
Titanfall er en flot, velbalanceret og underholdende multiplayer-shooter, som tilføjer genren nye aspekter. Anbefales på trods af kravet om Gold-abonnement.