Den danske skribent og billedhugger Per Ulrich var i 1966-67 på besøg i Marokko. Han rejste i bil sammen med sin kone og sine 2 døtre og boede rundt omkring i landet i kunstneratelierer, som den marokkanske stat stillede til rådighed for ham og andre udenlandske kunstnere. Han opholdt sig mest i Fes og Marrakech og fik i løbet af det år, han og familien opholdt sig i landet, et udmærket indtryk, som går noget videre end almindelige turisters. Og det er ikke rosenrøde turistbilleder, der afsløres for læseren. Nød, fattigdom, sult, smalle gader, tyveri og mord, snavs, ælte og søle er den marokkanske dagligdag, og Ulrich og hans familie har naturligvis været udsat for alle de genvordigheder, som en længere rejse uvægerligt frembyder. For kontakten med den lokale befolkning er Ulrichs minimale kendskab til arabisk et stort handicap, og han har endvidere i dette ateliermiljø haft mere kontakt med andre udlændinge end med marokkanerne, og vel mange passager i bogen handler om disseandre udlændinge. Mange andre søener i bogen er beskrevet meget rammende og meget intenst, og fx virker beskrivelsen af de europæiske narkomaner, som er gået til bunds i Fes og Marrakech, meget stærkt. Til hvert kapitel er der som vignet brugt et berberordsprog. Bogen virker nogle steder som en ret almindelig rejsedagbog, mens der på andre steder er beskrivelser af høj kunstnerisk standard, og det helhedsindtryk af landet, som bogen efterlader, virker overbevisende, selvom undertegnede ikke er i stand til at efterkontrollere det. Bogen bliver aldrig et standardværk om Marokko, og den er osse allerede 5 år gammel, men den kan alligevel anbefales - i hvert fald lidt større biblioteker.
