Den angelsaksiske periode i Englands historie (449-1066) har en særlig interesse for danske læsere i kraft af jydernes deltagelse (på lige fod med anglerne og sakserne) i indvandringen efter romerrigets fald og senere den omfattende danske bosættelse i vikingetiden. Det er ikke mindst interessant at læse en engelsk arkæologs redegørelse for forskningens resultater. Udforskningen af perioden har frembudt vanskeligheder, da lagene kan være svære at erkende mellem romertidens og middelalderens mere grandiose bygningsværker. Først i nutiden har man gjort virkelig betydelige fund som skibsgraven ved Sutton Hoo og vikingebyen i York. Som de andre bind i serien er dette let læseligt og smukt illustreret, men man savner henvisninger til yderligere litteratur om det spændende emne.