Forfatteren er amerikaner og præst. Titlen hentyder til den klassiske teori om de fire temperamenter, som er brugt til inddeling af de positive og negative karaktertræk, der kendetegner forskellige mennesketyper. I øvrigt er der ikke tale om en psykologisk vejledning, men om en kristen forkyndende bog, der vil påvise Helligåndens evne til at styrke det kristne menneskes naturlige positive anlæg og overvinde dets svagheder. Endvidere betragter forfatteren mange psykiske problemer som synder, som Gud vil tilgive, hvis man bekender dem for ham. Bogens psykologiske grundlag er overfladisk og forældet. Den kristne forkyndelse er det som uindviet vanskeligt at tage stilling til, men den virker meget enkel og lidet overbevisende. Illustrationerne består hovedsageligt af nogle skræmmende tegninger af mandlige repræsentanter for de forskellige temperamenter. Amerikansk populærpsykologi og teologi, når den er værst. Irrelevant for folkebibliotekerne.