Musikeren Lars Muhls fjerde bog. Den består af 276 såkaldte samsinger (sansninger+Samsø ?) eller meget enklere blot et langt cyklisk digt. Titlen Frejas øje refererer til et lille ferskvandshul af samme navn på Samsø. Herfra anskuer skribenten både den nære og den universelle verden. Her funderes bl. a. over parallelverdener, naturen, ragnarok og atombomber. Det er tydeligt, at det moderne menneskes betingelser og især børns tarv optager bogens ophavsmand, og det er såre forståeligt, at billedet af mishandlede kinesiske børn har bidt sig fast i hans bevidsthed. Digtets rum er ellers befolket af autentiske personer, litterære skikkelser, en håndfuld arketyper og selve digter-jeg'et, der hist tilbagelænet filosoferer og her fører sig frem som en seer. Her er såvel bibelske- og litterære- som autentiske barndoms- og samtidsreferencer. Hvad det rent sproglige angår, er her tale om et produkt, hvor Lars Muhl leger med almindelige talemåder, begreber og energisk hengiver sig til at finde på nye metaforer. Desværre her med et konstant crescendo og anstrengt lyrisk rumklang samt et underskud af poetisk stilhed.