Svensk billedbog om frilandsgrise. Bogen er en autentisk beretning om griseungen Afrodite og hendes første sommer krydret med små facts om grise. Afrodite er en heldig lille gris. For det første fordi, hun bor på netop den gård, som bogen handler om, hvor man kun har frilandsgrise og for det andet, fordi hun blev reddet lige efter sin fødsel. Ellers var hun druknet i den vandpyt, hendes mor havde født hende i. Bogen fortæller løst og fast om Afrodites og de andre grises liv. Hvordan de passes, hvor de bor og deres adfærd i det hele taget. Vi hører også en grundig beskrivelse af den dag, hvor Afrodite forvilder sig ind i skoven. Bogens facts fortæller f.eks. om grises udvikling, føde, redebygning og de forskellige racer. Der er ingen tvivl om, at forfatteren holder meget af grise og man får unægtelig et hyggeligt billede af griseliv, når det er bedst. Men bogen virker langtrukken og halvkedelig med for meget detaljeret småsnak og en noget rodet handling, som kunne have tålt en opstramning. Bogen afslører ikke, hvad der måske engang skal ske med Afrodite. Illustrationerne er farvelagte tegninger i en naturalistisk og let humoristisk stil. De er søde, men stive og lidt primitive. Oplæsning fra 5 år. Forfatter og illustrator nye i Danmark.