En lille historie om en drageunge, der ikke synes, den duer til noget, for den kan ikke sprutte ild. Den betragter, hvad alle de andre kan, og bliver mere og mere mismodig. De andre er påfuglen med den flotte hale, bæveren, der bygger hus osv., men eftersom det starter i skolegården med dragen for sig selv og de andre dyr med deres pral og nærgående spørgsmål, er der lagt op til samtale, f.eks. i bh.klassen. "Alle skal gør det, man er bedst til", siger koen, og dragen prøver sig frem med alt muligt uden held - for dog til sidst efter vældige anstrengelser at få en flamme frem. Teksten er kort og let fortællende, næsten gemt i de farvemættede billedsider, der med en grov og livlig streg tegner handlingen. Bogen er et orgie af glade farver og udstråler al den energi, der skal til for ikke at give op. Temaet er altid aktuelt og velkendt fra andre bøger. Denne passer bedst før skolealderen.