Der er i de senere år kommet en række bøger på dansk om begrebet "branding". Denne bog med både praksis og teori adskiller sig ved øget fokus på den stærke markedsorganisation som en forudsætning for vellykket branding, hvor brand-kommunikation ikke blot bruges til nok en gang "Kejserens nye klæder". Produkt og salgsapparat skal være i top sådan at produktet virkelig gør sig fortjent til at blive betragtet som noget ganske specielt af kunden. Branding kan ikke redde et produkt, hvis forretningside, strategi og organisationen ikke bærer med og gør produktet eller ydelsen den særlige status værd. Bogen beskriver historien bag branding i Danmark og analyserer den praktiske brug og giver en række praktiske fremgangsmåder, hvor man med held kan bruge branding. Nøgleord er "kunden i centrum - kunden ejer brandet", "strategisk branding" og "branding som en nødvendighed". Som der står i bogen "branding handler om navn og egen identifikation", noget der er vigtigt for enhver eksistens i en verden af stadig flere valg. En sympatisk tilgængelig introduktion til branding-begrebet, som flere og flere taler om, men betydeligt færre forstår og bruger med succes. Bogen henvender sig især til ledere, men er også til opgavebrug fra godt handelsskoleniveau.