Fru Vest, Søkatten og aben

I dette - heldigvis sidste - bind er aben blevet tosset = forelsket i fru Vest, fordi hun har smidt en sten i hovedet på den. Fru Vest graver en fælde for Søkatten, men den, der graver en grav for andre, falder som bekendt selv i den, og indviklet i nettet ekspederes hun ud i sin båd og skubbes ud på havet. - Og det er ikke det værste, der kan ske. Det værste er frygten for at hun vil vende tilbage og dermed skabe mulighed for at flere bind kan udkomme. Denne rodede gang hoved- og haleløse 3-binds nonsens kan hverken Mogens Jansen eller forlaget være bekendt at lægge navn til.

Læs hele vurderingen

3. del af en serie. Se også bedømmelserne af de 2 øvrige bind i serien. Aben er, af uforståelige grunde, blevet forelsket i fru Vest. De andre dyr må derfor undvære dens medvirken, da de fortsætter med at få hende til at forlade øen. De opdager, at hun graver et hul i vejen, og da hun prøver at få Søkatten til at falde i det, narrer dyrene hende, så hun selv havner der sammen med de fire små søde bjørne. Endelig forlader fru Vest frivilligt øen i sin robåd; mens aben stirrer beundrende efter hende. Det groteske i fortællingen virker komplet meningsløst og derfor kedeligt, og de anstrengt morsomme optrin fanger ikke læseren. Kunne det tænkes, at forfatteren har tænkt disse bøger som en parodi på de ukyndige mennesker, der indfanger dyr til zoologiske haver, hvor de ikke kan trives? I så fald - jeg er målløs!.

Læs hele vurderingen