Arne »Myggen« Hansen er professionel humorist og landskendt for sin medvirken i radioens populære »Hvornår var det nu, det var?« Kunsten at hedde Hansen er »et komplet, uforkortet kursus i kunsten at være ualmindelig almindelig«, skriver Myggen og causerer hyggeligt om hverdagsforeteelser som selskabelighed, S-tog, fjernsyn, ferier, hovedrengøring etc. etc. Myggen stikker næsten ikke, og hans betragtninger er lutter elskværdighed uden megen originalitet. Bogen er en udpræget letvægter og som afslappende underholdning velegnet til mandelgave - uden at den dog har spor med jul at gøre. Anskaffelse kan forsvares, hvor man er stemt for at hygge lidt om lånerne, og Kunsten at hedde Hansen kan udmærket anvendes til sygehusudlån og hvor der ellers er særligt behov for let læsning.