Med udgangspunkt i de senere årtiers teorier og skoledannelser inden for arbejdsorganisation og arbejdsmiljø og hele den teknologiske udvikling, har en prof. og en lektor v. Aarhus Univ., Psykologisk Institut, sm. med 12 psykologer skrevet en omfattende gennemgang af arbejdspsykologien i dag. Om lederskabsforskning, arbejderindflydelse, værktøjer til organisationsudvikling, mand/maskine under ny teknik, jobudvikling og udvælgelsespsykologi. Alle emner har rod i 60'ernes forskning i sundhed og trivsel, der var betinget, ikke af de "gode tider", men af de højder, som vantrivsel, stress og sygdom da havde nået i industrien. Megen aktivitet i tiden synes dog uden videre effekt; organisationsudviklingskonsulenternes teoretiske grundlag er ofte "meget flimrende", siges det elskværdigt om nutidens mange klamphuggere. Nogle kapitler er rent beskrivende, andre debatterende og kritiske over for forsk, videnskabelige retninger. Litt.liste efter hvert kap. Det er muligt at gå ned i deenkelte emner specifikt, som opslags- og håndbog. Lærebog for studerende på Univ. og højere læreanstalter, men henvender sig også til teoretisk veluddannede ledere i erhvervsliv, den offentlige sektor og fagbevægelsen.