Stéphanie er næsten 14 år og på godt 200 sider beretter hun om sit triste liv i en periode, hvor hun har problemer med "at blive kvinde", specielt at få sin menstruation. Forældrene erhårrejsende uinteresserede i hende, lever hver deres liv uden for hjemmet. Som eneste fortrolige har hun sin kat Garfunkel og en handicappet dødssyg dreng. S. er reflekterende og klog, men megetensom. Hun nærer dyb mistro til alle mellem 15 og 80 år, og bliver gang på gang bekræftet i sin holdning. Ved forældrenes truende skilsmisse opsøger hun en gammel barnepige, som dog er kold oguinteresseret og kontakter moren. Til slut bestemmer forældrene at gøre et nyt forsøg på at blive "en rigtig familie", og S. holder op med at skrive i sine stilehæfter. Forlaget angiver atoptegnelserne er autentiske, kun lidt bearbejdede, dette mærkes på sproget. Det er umiddelbart, direkte og løst opbygget med mange indskud og lange sætninger. Det gør læsningen lidt anstrengende,men giver også en styrke og charme, derfår denne skildring til at hæve sig over det banale. Samtidig gør det også bogen meget fransk, og sine steder lidt vanskelig for danske, børn. Konklusion:læsere på hovedpersonens alder, 12-15 år, vil nok have interesse i bogen. Forsiden viser S. med taske og kat med stilehæfte som baggrund, og er ret kedelig.