Den tidligere medicinaldirektør EA, f. 1906, fortæller muntert og medrivende om et langt, aktivt arbejdsliv. Med en akademisk baggrund var EA ikke i tvivl om, at hun skulle være læge. Hun blevfærdig i 1933 og arbejdede på forskellige hospitaler, indtil hun under krigen kom i fængsel p.g.a. modstandsarbejde. Efter krigen blev hun involveret i flygtningearbejdet i DK og udlandet. I 1951blev hun den første kvindelige stadslæge (Kbh.) og i 1961 medicinaldir. I mere end 50 år arbejdede EA i sundhedsvæsenet, først som læge, senere som administrator. Man forstår den kolossaleudvikling og vækst, der er sket indenfor dette område, når hun fortæller om de primitive behandlingsmetoder før krigen og om de frygtede epidemier, som er ukendte i dag. Hun har skarpsindigekommentarer, ikke mindst til sin egen stand, som hun beskylder for manglende socialt engagement, hendes mangeårige erfaring sætter også nutidige problemer i et aktuelt perspektiv. Bl.a. påpeger hunnødvendigheden af et brederesamarbejde med den sociale sektor for derved at opnå det bedste sundhedsvæsen. EA har været en stærk, handlekraftig, indflydelsesrig kvinde, som har udfordret sig selvog sine omgivelser. Hun skriver levende og koncentereret om et væsentligt område, som berører os alle.