Den flotte serie Pas på Jorden fokuserer her på arbejdet med at skaffe forståelse for genbrugstanken som den bedste vej til at reducere den voksende menneskeskabte affaldsmængde. Stoffet egner sig til emne- og projektarbejder i folkeskolens ældste klasser, men kan også inddrages i eksempelvis geografi og samfundsfag. Bogen er opbygget med et afsnit om brug-og-smid-væk samfundet, et om kampen mod affaldet, et om genbrug, og endelig lidt om fremtiden. Der er en fornuftig ordliste, litteraturliste, adresseliste og et godt stikordsregister. De enkelte opslag består af en godt skrevet brødtekst, flotte farveillustrationer og diagrammer samt et faktaafsnit til underbygning af emnet. Der er samtidig fornuftige billedtekster med yderligere informationer. Bogen supplerer udmærket den store mængde af litteratur, som allerede findes om emnet, hvor der især udkom mange bøger sidst i 80'erne. Af nyere titler kan nævnes Søren Breiting's Affald og genbrug fra 1991, Genbrug i kommunen fra 1992 og Miljø og genbrug fra 1994 og James Barbaras Affald og genbrug fra 1990.