Denne enkle bog fortæller om marsvinet - altså den slags, som børn holder som kæledyr - fra det bliver født, til det selv får unger, og vi hører desuden en smule om de vilde marsvins tilværelse. Her er altså ikke tale om en håndbog i marsvinepasning, men en beskrivelse af, hvordan marsvin ser ud på de forskellige alderstrin, og hvordan deres adfærd generelt er. Bogen fremtræder indbydende med et stort farvefoto af et marsvin på forsiden samt utallige farvefotos, der fylder ca. 2/3 af hver side. De få liniers tekst er kortfattet, mundret og stort og tydeligt trykt, og de lange ord er forsynet med delestreger. Bogen har både en indholdsfortegnelse og et stikordsregister samt en kort ordliste. Teksten virker faktuelt i orden, og fotografierne er gennemgående af udmærket kvalitet. Uden at være noget helt specielt er her tale om en pæn lille fagbog til begynderlæserne, og især de mange børn, der selv har et marsvin, vil nyde bogen og dens mange fotos. Til selvlæsning fra ca. 9 år.