Sangbogen her er det nyeste tilbud i den serie billedbøger, som rummer klassiske børnesange, og dermed gives endnu et glad og muntert bidrag til bevarelse af den danske sangskat for mindre børn. Den er illustreret nutidigt og trykt på solide blanke papsider. I serien er tidligere bl.a. udkommet : Bro bro brille,1995, Kom, du store pruhest 1998, Mon du bemærket har 1999 og Heksemutter 2001. I modsætning til de øvrige indeholder denne sangbog flest sange af ældre dato, som blev sunget, da bedsteforældre/oldeforældre var børn. Det drejer sig altså især om at formidle børnekulturelt arvegods til børn, og det er gjort godt med et velvalgt udvalg i alt 13 rørende sange, som udover titelsangen også er sange som f.x.: Hør den lille stær, Mallebrok og Ole sad på en knold. Sangene er uden noder, men med angivelse af tekstforfatter. De formidles fremragende af Dina Gellerts tegninger. Til hver sang er en lille historie. Illustreret i farvekridttegninger i kraftige farver. Der er mange sjove figurer og detaljer, som er fulde af humor og samtidigt bevarer sangenes gribende stemning Børn i alderen 2-5 år fortjener at fornøje sig med at kigge i, læse eller synge denne bog sammen med voksne - især bedsteforældre.