Letlæste noveller for læsere med interesse for at læse realistiske fortællinger om temaet tro, håb og kærlighed.
Novellesamlingen er resultatet af en konkurrence udskrevet af forlaget DarkLights og foreningen Forfatterhåb. Vindernovellen, der er skrevet af Nikolaj Højberg, har lagt navn til samlingen og er den første af de i alt 15 noveller. I denne novelle beskrives en ung almindelig familie, som viser sig at rumme en stor tragedie. I andre af novellerne er der også et overraskende element i handlingen, som kan være både foruroligende og dramatisk. Det gennemgående tema i novellerne er tro, håb og kærlighed, som belyses ud fra almindelige menneskers handlinger i forskellige miljøer. Personerne beskrives med et kort og kontant sprogbrug i nogle afgørende livssituationer, hvor de skal foretage et valg, som kan få stor betydning for deres videre liv.
Nogle af forfatterne debuterer med denne udgivelse og andre som fx Nikolaj Højberg har tidligere fået udgivet noveller. Novellernes miljø- og personbeskrivelser kan minde om novellesamlingen Når min far slog græs af Thomas Jensenius fra 2008.
Realistiske og letforståelige noveller som kan læses for deres vedkommende og aktuelle handling om menneskers livsmuligheder i en moderne verden.