Stoffet ecstasy er hovedtemaet i denne bog i den ny serie Hvad du bør vide om. I bogen gøres der bl.a. rede for stoffets kemiske sammensætning, hvordan det påvirker brugeren samt hvilke miljøer, stoffet er forbundet med. Endvidere omtales ecstasys historie, hvem, der tager ecstasy, hvorfor de gør det, og hvordan det skaffes. Et længere afsnit belyser de følgevirkninger, stofindtagelsen kan medføre og omtaler de store fortjenester på salget. Der sluttes af med et afsnit om lovgivning bl.a. i Danmark samt om behandling og rådgivning. Bagest i bogen er der oversigt over behandlingscentre i amterne, internetadresser, supplerende litteratur, ordforklaring samt stikordsregister. Det er en saglig og informativ bog, der har mange vinkler på emnet. Bogen, der har et friskt layout med farver på de fleste sider, kan selvlæses fra 5.-6. kl. Illustrationerne består helt overvejende af farvefotos. Skolebibliotekerne har f.eks. Stoffer for sjov?, 1999, hvor ecstasy omtales samt diverse materialer fra Sundhedsstyrelsen. Bogen kan anvendes dels til selvstændig informationssøgning og dels som led i et undervisningsforløb om stoffer fra 6.-7. klassetrin.