Stig Dalager har i sine digtsamlinger vist sig som en meget ambitiøs digter. Han skriver flot, næsten perfekt, og har mange væsentlige ting på hjerte. Hans digte giver udtryk forcivilisations- og kulturkrise, men samtidig synes det som om, at han med sine digte selv er med til at skabe kulturkrise, idet hans digte er svært tilgængelige. Man skal være meget fortrolig medden lyriske udtryksform for at forstå og fortolke hans sprog og hensigter. I denne stort anlagte digtsamling skildrer han i fem afsnit, der hver fylder lige så meget som en normal digtsamling, enudviklingshistorie fra barndom til voksen. Det bærende er følelsen af isolation, lige fra barnets sansninger og indtryk af en fremmed omverden til voksenlivets følelse af at være "Alene påyderkanten", som samlingens fjerde afsnit hedder. Digtene beskriver en personligt gennemlevet erkendelsesproces i et sprog, der imponerer og vækker beundring, men ikke griber eller bevæger. Dertiler sprogtonen for kølig og for ens i demange, mange digte. Hovedsagelig for større biblioteker.