En vigtig og meget målrettet bog om skriftlig fremstilling. Fokus er på brugstekster i forhold til bestemte kommunikationssituationer. Henvender sig til grundskolelærere og lærerstuderende.
Bogen bygger på tre principper: 1: Det er grundlæggende det samme eleverne skal undervises i gennem hele skoleforløbet 2: Det er de samme faglige begreber, der benyttes fra 1.-9. kl. 3: Lærerne aftaler at sigte mod en fælles progression i opgaverne på de forskellige trin. Bogen gennemgår, hvad der skal undervises i fx kommunikationssituationer, indhold, struktur og sprog. Et kapitel handler om, hvordan man tilrettelægger undervisningen, fx noget om årsplanen, opgaveformuleringen og skriveprocessen. Bogen giver ligeledes et forslag til, hvordan progressionen kan opbygges, og hvordan fagsamarbejdet om skriftlig fremstilling kan foregå.
En rigtig god bog, der vil blive modtaget med kyshånd af dansklærerne. Bogen er meget velskrevet og nem at få overblik over, og det virker rigtig godt, at der løbende gennem bogen er indsat markerede "I praksis"-afsnit, der formulerer konkrete tiltag i forhold til undervisningen. Det er en stor styrke, at der lægges op til at der skal være progression i arbejdet med skriftlig fremstilling. Det er værd at fremhæve det kapitel der kommer med forslag til principperne for lærernes feedback til eleverne.
Bogen kan relateres til Situeret fremstilling, der dog er mere omfangsrig.