I det ydre består Jeppe Brixvolds tredje roman af en række ganske korte afsnit, lagt i munden på dens jegfortæller, den unge Baggesen. Han er fra Sydeuropa vendt tilbage til København, hvorhan tilfældigt ender som natportier på et hotel i den indre by. De korte og sprogligt knappe episoder og erindringsstumper fastholder i glimt hovedpersonens møde med andre mennesker og - i form afden gådefulde Emma der som gæst indlogerer sig på hotellet - med hans egen fortid. Med idémæssig forankring i den 'nye' franske roman er det en fortælling som bevidst har opgivet forestillingen omet bagvedliggende psykologisk eller metafysisk princip som forklarer det hele: "Der er ingen genvej, intet håb om noget der gemmer sig et andet sted, ingen mystisk værdi der forklarer det hele,altid kun det der er". Det er drømmen om en verden uden dybde, en verden af konkrete ting, men paradoksalt nok handler romanen om en person, som ikke kan lade være med at søge efter meningen ellersammenhængen i det hanoplever! Langt hen ad vejen lykkes JBs projekt. I modsætning til de to tidligere romaners (Ja, Daniel, og Romantik, begge 1990) hårdt pumpede litterære stil og umiskendeligepræg af konstruktion er der nu en enkelhed og stoflighed til stede som viser at JB for alvor er på vej til at tro på fortællingen og dens evne til at stå på egne ben, uden brug af litterære ogfilosofiske 'hjælpediscipliner'.