I dag kan børn møde egernet i mange miljøer i den danske natur - også i byerne. Her er så en lille fagbog for børn om den lille klatrende gnaver. Den udkommer i serien serien: Ps fakta, der er tænkt som supplerende læsning i undervisningen i 4-8. klasse. Tidligere titler i serien f.eks. Larsen: Isbjørnen 1985 og Jansen: Hvalen 1987 er i flere oplag udkommet på forlaget Munksgård. Bogen er opdelt i 14 korte kapitler. Den tager udgangspunkt i forfatterens oplevelser med et egern i et sommerhus, og herefter fortælles der løst og fast om egernets yngelpleje, parring, dagsrytme, føde, fjender og territorium. De sidste kapitler bevæger sig ind på mere generelle biologiske emner som vintersovende dyr, pattedyr, fødekæder samt skadedyr/nyttedyr. Der afrundes med et lille leksikonafsnit og en litteraturliste. Teksten er læseteknisk let, og kan læses af børn fra 10 år. Indfaldsvinklen er at skildre egernets private liv, men det lykkes ikke helt at engagere læseren i dette. Teksten er illustreret primært med forfatterens egne tegninger og enkelte farvefotos. Der er ikke særlig god overensstemmelse mellem tekst og billeder, og illustrationerne giver ikke bogen det tiltrængte løft. I forvejen findes kun ældre titler om egernet for børn: Thomsen: Muk-Muk: en skovtrold i huset 1987 og Serve: Egernet 1989.