Skuespil i to akter af den fænomenale tegneseriesatiriker. Stykket er det andet af slagsen efter den vel modtagne dramadebut med Liebhaverne (97/12). Det er en (endnu) mere misantropisk Werdelin, der tegner et portræt af den velrenommerede billedkunstner og lettere alkoholiserede knudemand Søren. Søren befinder sig i en tilsyneladende kronisk midtvejskrise med tilfælde af livslede, succesfulde udstillinger og systematiske nederlag i sit forhold til kvinder. Var det ikke for den kvindelige skaber af denne forvoksede baby, ville denne jævnt hen nederdrægtige repræsentant for mandekønnet være utroværdig modsat de ikke ukomplicerede, men mere interessante kvinder i Sørens liv og lejlighed. Omdrejningspunktet ligger således i den herskende opfattelse af de to køn som dybest set uforenelige skabninger. Werdelin bevæger sig med dette stykke klaustrofobisk "samlivsrealisme" i retning af Strindbergs og Noréns dramatik. Styrken ligger i den skarpe dialog og ætsende underholdende situationsbevidsthed, mens stykkets episke udvikling står svagere og mere unuanceret. Stykket vil få en fortjent opmærksomhed blandt de mange fans af Werdelin, som sandsynligvis også vil smitte af på denne trykte udgave.