Fupz Aakeson og Dickmeiss har lavet en pragtfuld billedbog sjov, respektløs og fuldkommen solidarisk med børns fantasier. Katrine har en rokketand og et stort ønske om en kattekilling. Da tanden ryger, har Katrine et nyt ønske til tandfeen. Nej tak til den sædvanlige femmer under hovedpuden hun vil heller have en kattekilling. I Katrines voksne omgangskreds er der ingen forståelse for ønsket om en kat, der kan trøste når far og mor skændes, og som kan holde én med selskab, når man er ensom eller bange. Alle voksne i Katrines verden er modstandere af kattekillinger. Men Katrine får ikke en kat af tandfeen, men derimod en kæmpemæssig, dødsensfarlig tiger. Nu begynder de voksne at lytte til Katrine, og de voksne, der ikke lytter ja, de bliver ædt. Ingen nysse-pysselige dikkedarer de bliver ganske simpelt slugt med hud og hår til stor fornøjelse for både tigeren og Katrine. Historien er herligt fortalt underfundigt og originalt og Dickmeiss' barokke stregtegninger føjer nye, herlige dimensioner til fortællingen. Der er stor respekt og forståelse for børns fantasier også de barske og blodtørstige af dem i denne veloplagte og frodige fortælling, som ikke kun henvender sig til tandløse seksårige. Alle fra 3-4-årsalderen og opefter vil nyde, hvordan Katrine får bugt med de voksne.