En bog til faglig læsning fra starten af 3. klasse (ca. 9 år) og til interesserede drenge længe inden, der vil nyde de flotte farvebilleder af biler og gravemaskiner. Bogen falder i fire afsnit. Først et generelt om grusgraven hvor terræn og maskiner præsenteres. Så et afsnit om tipvognen, om sorteringsanlægget og om lastbiler. Til sidst en side om retablering efter gravningen, så landskabet igen kan bruges rekreativt. Der er også et stikordsregister med henvisninger, der nogen gange ikke giver det helt store udbytte. Teksten er meget præcis, nærmest kortfattet og det kan måske hæmme indholdslæsningen hos de børn, der ikke har forforståelsen helt på plads. Indholdsfortegnelsen viser også hen til "Et anlæg", men afsnittet begynder med et oversigtsbillede med flere tekster, bl.a. "et anlæg til sortering af sten", det fungerer ikke logisk i en indlæringssituation. Der findes ikke andre bøger om emnet af en tilsvarende sværhedsgrad og den flotte forside med en orange signalfarve sat sammen med en hårdt arbejdende frontlæsser skal nok fange målgruppens drenge.