Bøger / faglitteratur

Tjen en million på aktier : en grundbog om investering


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. juni 2008

af

af

Carsten Güllich-Nørby

d. 20. juni 2008

Denne guide i aktieinvesterings-junglen er ikke mindst oplagt til nybegynderen i aktieinvestering, men den mere garvede børshaj kan bestemt også have god gavn af denne tilgængelige "aktie-skolebog" i at handle aktier som privat og håbefuld investor.

AktieUgebrevets journalister, se evt. link www.aktieUgebrevet.dk, skriver her en veloplagt og velfungerende, men af format lille, grundbog i aktiehandel for private. Bogen tager udgangspunkt i den forsigtige investeringsprofil man på hjemmesiden i flere år har haft god succes med at anbefale. Den konkrete motivation for at lytte flittigt til bogens råd er, at det faktiske afkast over en årrække, som hjemmesiden nævner det, er mindst den million, der så forførende "loves" i bogens titel. Bogen definerer, hvad en aktie er, redegør for de forskellige aktører på aktiemarkedet, beskriver analysemetoder, fx analyse af potentielle markeder, brancher og selskaber. Der er afsnit om de vigtige psykologiske mekanismer på aktiemarkedet og naturligvis gode råd til, hvordan man så praktisk griber sin debut på aktiemarkedet an. Samlet set en glimrende introduktion, der virker tilgængelig også for dem som umiddelbart måske synes, at teori om aktieinvestering må være tørt og kedeligt. Det er bestemt ikke tilfældet her.

En anden også glimrende ny bog om aktiehandel er En sikker investering af Karsten Engmann Jensen Til den rene begynder vil jeg dog nok vælge netop Tjen en million på aktier.

Tilgængelig bred introduktion om aktiehandel.